- Jeg ville aldrig tale så grimt til nogen, som jeg har talt til mig selv, men for helvede, hvor har jeg været ubehageligt tarvelig over for mig selv!
Ordene er Carina Jørgensens, og de falder i forbindelse med, at hun skal forklare, hvad det er for et syn, mange mennesker, der lever med svær overvægt, har på sig selv. Og hvilke følelser, du bærer rundt på, hvis du selv har en forestilling om, at du er overvægtig, ikke mindst.
Carina er næstformand i Adipositasforeningen, en landsforening for personer med svær overvægt. Og gennem både hendes personlige erfaring og hendes arbejde kender hun alt til de svære følelser, der fylder hos overvægtige:
- Det er følelsen af ikke at være værdig, ikke at være god nok, man føler sig mindre værd. Den måde vores medlemmer fortæller, at de taler til sig selv på, kan jeg genkende fra mig selv: Jeg har stået foran spejlet og fortalt mig selv, hvor grim, klam og ulækker, jeg var, siger hun.
Ifølge Carina fører de negative følelser til en ond spiral af restriktiv spisning, som fører til overspisning, der så igen fører til endnu flere destruktive tanker og følelser. Og sådan gentager mønstret sig igen og igen.
De negative tanker er selvforstærkende
Carina har hele livet opfattet sig selv som ‘for stor’, også selv om hun godt kan se, når hun kigger tilbage på billeder fra sin barndom, at hun ikke var overvægtig som barn. Hun blev omtalt som ‘en pige med hvalpefedt’, og det opfattede hun hurtigt som noget, der var forkert, noget der skulle fjernes og går væk, som hun selv siger.
- Det gjorde, at jeg voksede op med den forståelse af, at jeg var tyk, og det blev selvforstærkende for hver gang, jeg fik fortalt den historie. Det kunne f.eks. være hos skolesundhedsplejersken, der pointerede, at hun lå i den høje ende af vægtkurven på det skema, de fleste af os sikkert husker fra de årlige konsultationer på sundhedsplejerskens kontor.
Den fortælling om overvægt, Carina blev fortalt af sin omverden, udviklede sig til at blive selvstigmatiserende. Hun beskriver sig selv i teenageårene som mut og indelukket, og hun havde ingen kæreste, fordi hun tænkte, hun ikke var værdig til det. Da hun som voksen blev gravid, tog hun 42 kg på, og derfra eskalerede hendes overvægt, fortæller hun. Carina udviklede spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning - det, der også er kendt som BED (Binge Eating Disorder, red.), som hun siden kom i behandling for. I dag har hun påny opbygget sit selvværd og har brudt de negative tankemønstre.
Derfor er det især selvfortællingen om ikke at være god nok og samfundets syn på mennesker med svær overvægt, hun i dag gerne vil til livs med sit arbejde for Adipositasforeningen.
- Problemet er i høj grad fortællingen om, at du, der lever med svær overvægt, selv er skyld i det. Mennesker med svær overvægt er en gruppe, der ofte bliver misforstået som mennesker, der er dovne og usoignerede, og samtidig med det, så er det en gruppe mennesker, der på grund af stigmatisering gemmer sig, siger hun og fortsætter:
- Det er ofte mennesker med et enormt lavt selvværd. De er selvdestruktive og mener ikke, at de er noget værd for samfundet, for det er det, de bliver fortalt hele tiden. Hun pointerer, at en ændring af den fortælling både skal starte hos dig, der lever med svær overvægt og i den måde samfundet taler om overvægt.
“jeg voksede op med den forståelse af, at jeg var tyk, og det blev selvforstærkende for hver gang, jeg fik fortalt den historie”
— Carina Jørgensen
Du er ikke din overvægt
Carina nævner medierne - både de sociale medier og de etablerede medier som magasiner, tv og film - som en del af problemet: Selv om der er ved at ske en ændring, og der bliver plads til kroppe i flere størrelser, så bliver succes, rigdom og skønhed ofte kødeliggjort af slanke modeller, influencere, skuespillere og popmusikere. Og det er der ikke noget nyt i:
- Den stigmatisering har været der hele mit liv. Min mormor på 93 år har villet slanke sig hele sit liv. Og min mor, som var ung i 60’erne, havde Twiggy (en meget slank fotomodel, red.) som idol. Og så er stigmatiseringen bare eskaleret i takt med, at de sociale medier er vokset, siger Carina og fortæller, at hun gennem sit arbejde i Adipositasforeningen hører om børn, der allerede i børnehavealderen begynder at stigmatisere hinanden på baggrund af udseende og vægt.
Vi kan ændre den måde, samfundet ser på mennesker med overvægt, ved at ændre på den måde, vi taler om dem, mener Carina. Bl.a. derfor er det også vigtigt for hende at bruge ordene ‘mennesker der lever med svær overvægt’ eller “personer med overvægt” i stedet for f.eks. ‘overvægtige’ eller ‘personer, der er overvægtige’.
- Når man siger ‘en der er overvægtig’, så gør man overvægten til personen. Jeg er ikke min overvægt. Jeg er Carina. Jeg har en personlighed, og den personlighed ville jeg have uanset min vægt, understreger hun.
De negative følelser skal bearbejdes
Én ting er at ændre den måde, du taler om dig selv på. Noget andet er at tage hånd om dine følelser. Det er også vigtigt, pointerer Carina, for de svære følelser bliver tit og ofte selvforstærkende, og for nogle udløser de også overspisning:
“Du bør slet ikke tale om at tabe dig uden, at du også har det psykologiske aspekt med”
— Carina Jørgensen
- Når du spiser, lukker du af for følelserne. Der er en fysiologisk process. Jeg gik selv i en form for trancetilstand når jeg spiste. Men i det øjeblik, jeg var færdig med at spise, så ramte virkeligheden mig, og så skyllede følelserne ind over mig som en tsunami med skyld og skam, fortæller hun og forklarer, at det lige netop derfor er vigtigt at komme i kontakt med dine følelser og lære at håndtere dem, hvis du tvangsspiser eller overspiser. Eller for den sags skyld bare taler grimt til dig selv i spejlet og fortæller dig selv, at du ikke er noget værd.
- De negative følelser kommer af stigmatisering, og de skal bearbejdes. Du bør slet ikke tale om at tabe dig uden, at du også har det psykologiske aspekt med, siger hun og fortsætter:
- Det er ikke svært at tabe sig. Det det er svært er at bibeholde vægttabet. Hvis du ikke får bearbejdet de følelser, der ligger til grund for, at du spiser, så vil de følelser stadig være der, når du har tabt dig, og på et eller andet tidspunkt tager de over igen. Det kan være alt fra en livskrise til en lille bemærkning om din vægt, der udløser dem, og så kører møllen igen.
Derfor er Carinas vigtigste budskab også til alle, der kender en, behandler en eller på en hvilken som helst anden måde har kontakt til et menneske, der lever med overvægt:
- Lyt til det menneske og se mennesket frem for vægten. For det kan godt være, at vedkommende ikke har brug for et vægttab, men mest af alt har brug for at få snakket om de her følelser.