Når man lever med overvægt eller svær overvægt, kæmper man typisk med rigtige mange tunge ting og følelser omkring vægttab, selvværd og kropshad.

Sådan har det også været for mig i mange, mange år. Helt tilbage fra jeg var barn, hvor min krop pludseligt blev anset som værende “forkert” af andre.

Det er hårdt og det nedbryder én ganske langst gennem årene. Tilbage sidder man med følelsen af at være forkert, ikke passe ind, blive holdt udenfor. Og så er der drilleriet og mobningen, som avler skyld og skam over ikke at være født til at udvikle den type krop, som samfundet kræver, at man har.

Den grimme side af skønheden

De fleste har nok et nogenlunde ukompliceret forhold til de skønhedsidealer, vi har i vores samfund.

Men for mig har de her idealer skabt usikkerhed, lavt selvværd, spiseforstyrrelser, ensomhed og har medført en årelang kamp med slankekure, hård træning, restriktioner, kropshad, selvstigmatisering, depression og konstant negatige tanker om, at jeg ikke hørte til.

De har fået mig til at overbevise mig selv om, at jeg ikke var god nok til at kræve min plads i verden, til at have en kæreste, være i et job, være en god mor eller blot have en holdning.

Som du nok kan forstå, er det ikke en form for skønhed, jeg har lyst til at stræbe efter.

For den gør ondt.

Den er så smertefuld, og den fortsætter rundt og rundt i en ond cirkel, der aldrig stopper.

Sådan startede min onde cirkel

Min onde cirkel startede, da jeg ikke var så gammel.

Her fik jeg stille og roligt lullet mig ind i overbevisningerom, at jeg ikke var god nok, fordi visse personer synes, jeg var for tyk (hvilket jeg ikke var). Det fik mig til at spise — trøstespise, om man vil — hvilket selvfølgelig gjorde, at jeg tog på.

Lidt efter lidt blev jeg tykkere. Hvilket gjorde mig mere ked af det og indelukket. Og jo tykkere, jeg blev, jo værre blev drilleriet.

I mine teenageår udviklede det sig til deciderede overspisninger (som senere skulle vise sig som spiseforstyrrelsen BED — tvangsoverspisning — men det vidste jeg ikke dengang).

Når jeg nu ser tilbage, mener jeg stadig ikke, at jeg var tyk — men det var lige meget, for det var jo, hvad de andre syntes.

Herfra blev det kun værre som det fortsatte op igennem mit voksne liv.

Min spiseforstyrrelse levede i bedste velgående. Og jo mere elendig, jeg var, jo dårligere blev min trivsel, hvilket fik mig til at spise og tage endnu flere kilo på.

Mange forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare lader være.

”Lad dog være med at spise.” gentager de.

Men så enkelt er det jo ikke. Som mennesker forsøger vi alle sammen at dulme vores følelser. Forsvinde væk fra virkeligheden. Særligt, hvis vi har det hårdt. Hvis ikke på den ene måde, så på den anden måde.

Da jeg kun var et lille barn, der ikke vidste, hvordan hun skulle forholde sig til så stor en smerte søgte jeg tilflugt i det, jeg fandt tryghed i: mad, slik og kager.

Sådan ser min onde cirkel ud

I store træk, ser min onde cirkel sådan her ud:

Jeg har en krise som gør, at jeg spiser uhensigtmæssigt (overspisning). Denne uhensigtmæssige spisning avler så skyld, skam, væmmelse og vægtøgning. Alt dette udløser endnu flere overspisninger og vægtøgninger.

På et tidspunkt får jeg nok af det hele og vælger at starte på en (tilfældig) kur, som indeholder restriktioner, som jeg ikke kan holde — hvilket betyder, at jeg begynder at spise igen (for så kan det hele sgu være lige meget!).

Og så tager jeg på igen, hvilket fører til endnu en tur i den onde cirkel.

Til sidst stoppede al kompensation og så spiste jeg bare — uden at være bevidst om, hvad der foregik. Jeg forsvandt bare; som menneske, kvinde, mor, datter, kæreste, ja som mig, Carina.

Det utrolige er, at alt dette trækker direkte tråde tilbage til min barndom, hvor jeg blev dømt “forkert”, fordi nogen mente, at jeg var et overvægtigt barn.

Så “lidt” skulle der til for at skabe et liv i smerte.

Hvor jeg er i dag

I dag er jeg heldigvis et bedre sted.

Og når jeg ser det hele fra et højere perspektiv, giver min tilflugt i maden bedre mening.

Men det har også taget mig mange år at nå hertil og forsåt, hvad jeg egentlig er blevet budt som lille, men også hvad jeg har budt mig selv.

Jeg er ikke den eneste, der har en ond cirkel som denne. Jeg tror egentlig at rigtig mange vil kunne genkende sig selv i min cirkel. Forhåbentlig ikke i lige så alvorlig grad. Det kan være virkelig svært at bryde cirklen. Men med tålmodighed, kampgejst, mod og kærlighed, er det faktisk lykkedes mig at gøre det.

Det betyder ikke, at jeg aldrig “ender” i min cirkel fra til til anden — for det gør jeg bestemt. Men jeg ved også nu, hvordan jeg kan “hoppe” ud af den, så den ikke fanger mig derinde.

Og det betyder, at du også kan lære det.

Tanker fra Carina ♥️