Vægttab er en utrolig kompleks proces, som de færreste mennesker har varig succes med [1-3].
Samtidig går mange rundt med et indtryk af, at det at tabe sig er forholdsvis nemt, og at den reelle udfordring ligger i vedligeholdelsen af vægttabet. Udfordringen ved at holde vægten har givet anledning til at fokusere på de psykologiske aspekter af vægttabsforløbet samt sundheden – hvilket bestemt også er vigtigt at forholde sig til.
For hvis vi ikke ændrer vores adfærd på en hensigtsmæssig måde, som er meningsfuldt og identitetsbaseret, og ikke er et middel til at nå et mål (som det typisk er i vægttabsforløb), så bliver det yderligere svært at vedligeholde vægten.
Dette indebærer (bl.a.) at få nye færdigheder til at kunne navigere i og omkring situationer med mad, cravings, tankemønstre omkring kost (eksempelvis alt eller intet-tanker eller følelsesmæssig spisning).
Men med det store fokus på psykologi glemmer vi ofte det fysiologiske element af vægttabsforløbet. Det er et problem, da vi kan se, at den form for vægt, vi taber under et vægttab, har indflydelse på, hvor svært det bliver at vedligeholde vægten efterfølgende.
Sammenhængen mellem vægttabsforsøg og vægtøgning
Vi har en generel antagelse om, at alt vægttab er en god ting. Og det er det til dels også – ud fra et sundhedsperspektiv og den antagelse, at vi holder vægttabet.
Når vi taber kropsvægt, er det altid en blanding af fedtmasse og det, man kalder fedtfri masse.
Fedtfri masse dækker over alt det i kroppen, der ikke er fedt. Det vil sige: væske, organer, muskelmasse og knogler – og i vægttabs sammenhæng betyder fedtfri masse altså væske og muskelmasse.
Kroppens appetitsystem er (bl.a.) reguleret ud fra mængden af fedtfri masse i kroppen. Det er blandt andet derfor, at mænd spiser mere end kvinder (de har som regel højere kropsvægt og derfor mere fedtfri masse) [4].
I vægttabsforløb med medicin ser vi typisk en fordeling, hvor 60% af vægttabet kommer fra fedtmasse og 40% fra fedtfri masse [5]. Hvis vi taber fedtfri masse, som vi næsten ikke kan undgå i et vægttabsforløb, vil der opstå en “kløft” mellem den tidligere og den nuværende mængde fedtfri masse. Dette skaber øget appetit, og i nogle tilfælde det, man kalder hyperfagi – en overdreven sult og øget appetit, som ofte først stopper, når kroppen er vendt tilbage til den oprindelige mængde fedtfri masse. Dette sker som regel på bekostning af øget fedtdepoter.
Mange ender desuden med flere kilo på kroppen efter vægttabet, end de havde, før de begyndte deres vægttabsforløb [6, 7].
Der ser også ud til at være en sammenhæng mellem hyppigheden af vægttabsforsøg og vægtøgning over tid [7].
Sagt på almindeligt dansk: Jo flere gange du går på kur og forsøger at tabe dig, jo større er sandsynligheden for, at du tager på over tid.
Dette skaber det, vi i hverdagssprog kalder for “yoyo-vægt”.
Det er et problem, fordi yoyo-vægt – altså en fluktuerende vægt – er forbundet med udviklingen af livsstilssygdomme som diabetes, kardiovaskulære sygdomme og højere dødelighed.
Hvordan undgår vi yoyo-vægt?
Det er altså ikke nødvendigvis usundt at være overvægtig, men det kan være usundt at svinge i kropsvægt. Derfor vil vi gerne stræbe efter at forhindre yoyo-vægt.
Opsummerende må vi altså ikke glemme det biologiske forsvarssystem i vores vægttab ved kun at fokusere på de mentale aspekter. Begge dele er vigtige, og vi skal give vores krop de bedste forudsætninger under forløbet for at kunne holde vægten efter forløbet.
Og det er netop derfor, at man bør have kvalificeret støtte til sit vægttabsforløb. Du kan ikke tabe dig på egen hånd og forvente at holde vægten.
Referencer:
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3970209/
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/23859104/
https://onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1046/j.1467-789x.2000.00019.x?sid=nlm%3Apubmed
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/21733267/
.png)
