Sådan holder du vægten efter vægttabsmedicin

Sebastian Zabell
8/10/2024
7
min læsetid

At tabe sig kan være en udfordrende proces, og for mange mennesker er det ikke nok blot at ændre kostvaner og øge fysisk aktivitet.

I de senere år har vægttabsmedicin, såsom Wegovy, gjort det muligt for flere mennesker at opnå varige resultater. Men hvad sker der, når vægten er tabt, og medicinen stopper? I denne artikel dykker vi ned i, hvordan medicinen virker, og hvad du kan gøre for at fastholde de sunde vaner, der kan sikre, at vægten ikke kommer tilbage.

Sådan fungerer vægttabsmedicin (Wegovy)

Vægttabsmedicin er udviklet til at hjælpe personer, der kæmper med deres vægt, ved at støtte dem i deres vægttabsrejse.

Wegovy er en af de nyeste og mest effektive vægttabsmediciner på markedet, der er designet til at hjælpe personer, der har svært ved at tabe sig gennem kost og motion alene. Medicinen indeholder den aktive ingrediens semaglutid, som er en GLP-1-receptoragonist. Denne type medicin virker ved at efterligne et naturligt hormon i kroppen, der regulerer appetitten og fordøjelsen. Semaglutid arbejder ved at påvirke områder i hjernen, der styrer sult og mæthed, hvilket resulterer i en reduceret appetit og en følelse af mæthed, der varer længere. Dette kan gøre det lettere at spise mindre og dermed reducere kalorieindtaget, hvilket fører til vægttab.

Hvem Wegovy er beregnet til

Wegovy er målrettet mod voksne med et BMI (Body Mass Index) på 30 eller derover, eller for dem med et BMI på 27 eller derover, hvis de har vægtrelaterede sundhedsproblemer som type 2-diabetes eller forhøjet blodtryk. Medicinen er ikke beregnet til kortvarig brug, men skal i stedet anvendes som en del af en langsigtet strategi for vægttab og vedligeholdelse af vægten.

Forventede resultater

Kliniske studier har vist, at Wegovy kan være yderst effektivt til vægttab. I et af de mest omfattende studier deltog over 2.000 personer, hvoraf en gruppe fik Wegovy og en anden fik placebo. Resultaterne viste, at deltagerne, der tog Wegovy, i gennemsnit tabte sig cirka 15% af deres kropsvægt over en 68-ugers periode, sammenlignet med en vægtreduktion på cirka 2,5% i placebogruppen. Disse resultater indikerer, at Wegovy kan være en stærk hjælp for personer, der har svært ved at tabe sig ved hjælp af livsstilsændringer alene. Dog indikerer resultaterne også, at deltagerne ofte taber en rigtig stor mængde fedtfri masse (muskelmasse og væske) udover fedtmasse alene. 

Sådan tager du Wegovy

Wegovy administreres som en injektion en gang om ugen. Det anbefales at tage medicinen på samme dag hver uge for at opretholde en stabil dosis i kroppen. Som med al medicin kan der være bivirkninger. De mest almindelige bivirkninger ved Wegovy inkluderer kvalme, diarré og forstoppelse. Disse bivirkninger er ofte milde og har tendens til at aftage efterhånden som kroppen vænner sig til medicinen. Det er dog vigtigt at kontakte en læge, hvis bivirkningerne bliver alvorlige eller vedvarende.

Hvis du overvejer vægttabsmedicin som Wegovy, er det vigtigt at rådføre dig med en læge for at vurdere, om det er det rigtige valg for dig. Din læge kan give dig yderligere information om, hvordan medicinen fungerer, hvad du kan forvente, og hvordan den bedst kan integreres i din vægttabsplan. At få professionel rådgivning i form af livstilscoaching sikrer, at du får den rette behandling og støtte til at nå dine sundhedsmål.

Hvad du skal være opmærksom på, mens du er på medicinen

Når du er i gang med et vægttabsforløb, især når det involverer medicin, er der flere vigtige ting, du skal være opmærksom på for at sikre, at behandlingen er hensigtsmæssig og skaber bæredygtige resultater på langt sigt. Dette kræver en kombination af, justering af livsstilen i tæt samarbejde med en din coach, samt rådgivning hos læge og sygeplejerske

Under behandlingen er det afgørende at lytte til din krop og være opmærksom på dens signaler og reaktioner på medicinen. Vægtændringer samt følelser af sult og mæthed er parametre, som du bør være opmærksom på. Almindelige bivirkninger som kvalme, forstoppelse eller diarré skal tages alvorligt, da de kan indikere, at medicindoseringen måske skal justeres.

En anden vigtig bivirkning at holde øje med er madlede, da det er essentielt at kunne mærke sult og appetit under et vægttabsforløb. Sult er kroppens naturlige signal om behovet for energi, og hvis du ikke længere føler sult og samtidig undlader at spise, kan det være nødvendigt at revurdere doseringen. 

Pas på, du ikke taber dig for hurtigt

Hvis vægten falder for hurtigt—mere end et kilo om ugen—kan det også være et tegn på, at vægttabet sker for hurtigt. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at øge kalorieindtaget eller reducere medicindoseringen, især hvis appetitten er markant nedsat. Hvis vægten falder for hurtigt, ser vi nedsættelse i vores stofskifte, og en højere mængde af vægttabet vil komme fra fedtfri masse fremfor fedtmasse. Denne proces bør altid foregå i tæt samarbejde med din coach samt din sygeplejerske eller læge, som vil hjælpe med at justere medicinen og guide dig i, hvordan du bruger den mest hensigtsmæssige. 

Husk dette

Det vigtigste at huske, når du er på medicin for vægttab, er, at medicinen ikke skal gøre hele arbejdet for dig. Selvom medicinen virker appetitnedsættende, er det vigtigt at forstå, at den blot fungerer som en elcykel—den kan gøre rejsen lettere, men du skal stadig selv træde i pedalerne for at komme frem. Det betyder, at du aktivt skal arbejde med dine vaner, adfærd og de udfordringer, du møder i hverdagen, såsom kost, motion, stress og søvn. Det kræver, du får tabt den rette mængde kropsvægt under dit vægttab, for hvis du taber for meget fedtfri masse (som man gør uden den rette støtte), vil man ofte opleve en enorm sultfølelse, der får vægten tilbage til udgangspunktet. Det er derfor vigtigt at kigge på dine udfordringer i samarbejde med din coach, som hjælper dig til at blive klogere på, hvad det er, der udfordrer dig, samt hjælpe med strategier til at overkomme de udfordringer du møder i hverdagen. 

Vægttab er en kompleks proces, og der findes ingen nemme løsninger eller hurtige genveje. Det kræver tid og tålmodighed. Medicinen kan være et værdifuldt redskab, men den er mest effektiv, når den kombineres med en livsstilsændring. Vær tålmodig undervejs—med tiden vil din indsats bære frugt, og du vil nå dine mål på en bæredygtig og hensigtsmæssig måde. Ved at kombinere medicinen med en aktiv indsats for at ændre dine vaner og din livsstil, kan du opnå et mere varigt og stabilt vægttab

Hvad der sker, når du stopper på vægttabsmedicin

En af de største frygte for mange, der starter i et vægttabsforløb med medicin, er hvad der kommer til at ske i perioden efter.

De fleste har nok hørt, at medicinen skal “tages resten af livet,” men heldigvis er det ikke det, vi oplever i Embla. Interessant nok er det ikke sværere at holde vægten efter et forløb med vægttabsmedicin som et forløb uden medicin, men det er stadig rigtig svært. 

Et ret interessant studie udkom tidligere i år, der giver et lille indblik i de biologiske kræfter, man som menneske er oppe imod efter et vægttab. Studiet viste med en matematisk model, at for hver kilo man taber under et vægttabsforløb, vil kroppen udskille appetit, der svarer til at spise cirka 80-100 kalorier mere om dagen. Når vi tager vægttabsmedicin er denne appetitøgning reduceret til cirka 50 kalorier i stedet for 80-100. Men det viser stadigvæk, at jo mere vi taber, jo større en appetit øgning kan man opleve - og dermed en større sult. Så når du udtrapper og er ude af medicinen, er det derfor en rigtig god idé at have indarbejdet nogle gode vaner, fået mentale værktøjer og færdigheder til at navigere i mad tanker, cravings mm. Men bestemt også at have fastlagte måltider, og strategier til når sulten opstår. 

Rigtig mange kan også opleve at stoppe med de tiltag, der fik dem ned i vægt - eksempelvis begynde at spise mere af en reduceret fødevare (eksempelvis brød eller slik), eller stoppe med den fysiske aktivitet. Det sker ofte, hvis vi kun tilfører vores vægttabsforløb tiltag som et middel til at nå et mål. Så sker det ofte, at vi stopper med adfærden så snart vi når vores mål.

6 råd til at holde vægten efter, du er stoppet på medicin

1. Hold fast i dine gode rutiner

Selvom du ikke længere skal tabe dig og du skal vedligeholde din vægt, er det vigtigt at holde fast i de vaner og rutiner du har opbygget. Dette er faktisk altafgørende for at du vedligeholder vægten. Hold et fokus på din måltidsstruktur, for den kan hjælpe til god sult-kontrol igennem dagen. Tænk også gerne over de smarte mellemmåltider såsom gnavegrønt, skyr, æg og frugt osv. Derudover må du heller ikke glemme den daglige aktivitet, da den også spiller ind i vægttabs balancen. 

2. Opretholdt en regelmæssig træningsrutine.

Det er vist ikke en hemmelighed, at træning er vigtigt i vedligeholdelsen af vægten. Et nyligt dansk studie  viser, at dem der vedligeholder vægten har regelmæssig fysisk aktivitet. Som skrevet tidligere, er det vigtigt at fortsætte med den samme mængde fysisk aktivitet som du har haft igennem dit vægttabsforløb, da energibalancen ellers vil blive påvirket. 

3. Spis dig mæt i protein og fibre

Nogle vil opleve en øget sult. Sørg derfor for at spise mere af de mættende fødevarer, her de fødevarer der indeholder proteiner og fibre eller de magre kød og mejeriprodukter, såsom skyr eller kylling. Husk at mætheden altid kommer med forsinkelse, så spis langsomt og tag en pause, gerne på 15 minutters tid, inden 2. portion lægges på tallerkenen.

4. Intet er lige meget. Alt tæller

Alt tæller, i forhold til træning. På en dårlig dag er det stadig bedre at have gået en kort tur, end ingen tur, selvom man plejer at løbe en 10 kilometer. Ligeledes er 10 armbøjninger/squats/burpees om dagen, bedre end ingen. Husk at vægten altid vil svinge i en mindre eller større grad fra dag til dag, men det betyder ikke at du har tabt det hele på gulvet, fordi vægten går 2-3 kg op, men blot at det vil være en god ide, lige at være ekstra OBS på hvad det skyldes, samt hvad du kan gøre for at forandre det. Husk også på, at det er en god idé at få redskaber til at navigere i disse udfordringer under dit forløb, inden du skal vedligeholde vægten.  

5. Tag en tur i helikopteren 

Og når du bliver udfordret af cravings eller andet, så brug to sekunder på at stoppe op, for at få et større perspektiv. Ligeledes er det altid vigtigt, at man lige husker en tur i helikopteren en gang imellem, så man ikke kun fokuserer på "det man lige gjorde" eller "burde have gjort bedre". En tur i helikopteren hjælper til et bedre overblik over det samlede billede, så du ikke hænger dig i unødige, små petitesser. Husk på, det er ikke én uge, eller én dag, der ødelægger det store billede.

6. Spørg om hjælp

Det er ikke en falliterklæring, hvis du oplever at tage lidt på igen. Vægten kan sagtens svinge med 2-3 kg uden det betyder noget - altså at en så hurtigt vægtøgning ikke reelt vil være fedt, men udsving i væske. Hvis du alligevel føler det går den forkerte vej, må du godt spørge om hjælp. Når vi er i et vægttabsforløb hjælper vi med de udfordringer der er lige nu. Men som vi alle ved, så går livet op og ned, og nye udfordringer eller en ny livssituation kan pludselig skabe udfordringer, vi har svært ved at overkomme. Hvor det, der virkede før, ikke virker mere. Nye strategier skal til og måske en ny struktur? Søg evt, sparring i apps eller støtte grupper eller kontakt os i embla. Vi vil altid stå klar til at hjælpe dig.

Sådan holder du vægten i følge vores kliniske studie

I vores TRIM-studie, som blev udført blandt vores egne medlemmer, deltog 2.314 personer, der var igennem et vægttabsforløb med en sundhedscoach. Vi indsamlede data over en periode på 52 uger, og deltagerne blev i gennemsnit fulgt i 32 uger. På 12 måneder tabte medlemmerne i gennemsnit 16,7 % af deres kropsvægt – et resultat, der er bedre end hvad man normalt opnår alene med medicin. Samtidig brugte vores medlemmer 66 % mindre GLP-1 medicin sammenlignet med andre vægttabsforløb.

Ud af de 2.314 deltagere begyndte 353 at trappe deres dosis af semaglutid ned i samråd med deres sundhedsprofessionelle. Nedtrapningen startede for de fleste efter 52-72 uger og tog i gennemsnit 9 uger. Interessant nok fortsatte nogle deltagere med at tabe sig under nedtrapningen, og ni uger efter havde de i gennemsnit tabt yderligere 2,1 % af deres kropsvægt. Studiet viste også, at deltagerne holdt en stabil vægt i de første 26 uger efter at have stoppet medicinen.

Selvom studiet ikke præcist forklarer, hvorfor vægten blev holdt stabil, viser vores erfaring, at det er afgørende at have den rette støtte og de rigtige værktøjer for at fastholde et vægttab. Hos Embla skræddersyr vi forløbet til dine behov og giver dig løbende støtte, så du kan fastholde dine resultater, selv når du stopper med medicinen.

Opsummering

Det er bestemt muligt at holde vægten efter udtrapning af medicinen.

Men det er ligeså svært som at holde vægten efter et almindeligt vægttabsforløb uden brug af vægttabsmedicin. Hvis du har et godt forløb, med den rette sparring omkring kost, motion og livsstil, får nogle redskaber og færdigheder til at håndtere tanker og cravings, samt et individualiseret udtrapningsforløb så er du rigtig godt stillet. Men vægtvedligeholdelse kræver, at du vedligeholder den adfærd, som fik vægten nedad. 

Referencer

https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/14656566.2024.2343092

https://www.sst.dk/-/media/Fagperson/Rationel-farmakoterapi/Praeparatanmeldelser/Praeparatanmeldelse-Wegovy-juni-2024.ashx

https://www.nejm.org/doi/full/10.1056/NEJMoa2032183

https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/32048787/

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5764193/

https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/35334917/

Indhold
Nyhedsbrev

Få praktiske råd til et sundt liv.

Sundhed er ikke noget, du bør gætte dig til. Evidensbaseret råd om alt fra vægttab til vaneændring, leveret ugentligt af kvalificerede sundhedsspecialister.