Det er mere kompliceret end som så at besvare spørgsmålet, ‘hvad er en sund vægt?’ Hvor meget, du bør veje, afhænger af mange ting, men først og fremmest kan man sige, at en sund vægt er den vægt, hvor risikoen for at udvikle alvorlige livsstilssygdomme er mindst.
Hvor mange kilo, det drejer sig om, er individuelt. For det er ikke tallet på din badevægt, der definerer, om du er sund. Både faktorer som, hvor høj du er, hvor stor din muskelmasse er og hvor meget fedt, du har på kroppen, spiller ind. Ligesom det også har indflydelse på din vægt, om du f.eks. er gravid, syg eller har meget væske i kroppen.
Og så siger din vægt i øvrigt ikke noget om din sundhed:
- Du kan sagtens være super sund og have ekstra kilo på sidebenene, siger Maria Olsen, der er Head of Health Coaching hos Embla. Hun fortsætter:
- Hvis du vejer det, nogle kalder en ‘sund vægt’, er heller ikke ensbetydende med, at du er sund. Du kan drikke cola hele dagen, stoppe dig med slik og mangle vigtige vitaminer i din kost samtidig med, at du er helt normalvægtig. Derfor er der ikke noget entydigt svar på, hvad den ideelle vægt er.
Om du vejer mere end, hvad du bør - med andre ord: om du har en usund mængde fedt på kroppen - kan du selv undersøge på flere måder. Bl.a. ved at måle dit BMI (Body Mass Index, red.), dit taljemål eller dit talje-hoftemål. Læs nedenfor, hvordan du gør.
Selv om der ikke er ét tal, der definerer, hvad en sund vægt er, så er der statistisk set en større risiko for at udvikle sygdomme som type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme, hvis dit BMI er over 30, ligesom der er også er større risiko for at dø tidligere.
Et stort engelsk studie i BMI og dødsrisiko viste, at dødsrisikoen steg blandt de kvindelige deltagere i undersøgelsen, hvis deres BMI var over 30. Blandt mændene steg risikoen allerede, når BMI’et var over 25.
Så statistisk set kan man godt definere, hvad en ‘sund vægt’ er.
- Hvis du gerne vil tabe dig, er den bedste måde at kombinere en kost, der giver dig mulighed for at spise dig mæt, motion, støtte fra de mennesker, du har omkring dig, tilstrækkeligt med søvn og vejledning fra f.eks. en coach, der kan hjælpe dig med løbende at justere ændringer i din livsstil, siger Maria Olsen.
Når hun hjælper sine klienter hos Embla, så er der fem ting, der er i fokus:
Find gode råd til et sundt vægttab i vores artikel "hvordan taber man sig".
Dit BMI kan give dig en indikation af, om du er overvægtig. BMI-tallet fortæller noget om, hvorvidt du vejer for meget i forhold til din højde. For at være normalvægtig skal dit BMI ligge mellem 18,5 og 24,9. Ligger det over 25, er du overvægtig, og er dit BMI 30 eller derover, er du svært overvægtig.
BMI er kun ét værktøj ud af flere til at vurdere, om du er overvægtig. Tallet kan ikke sige noget om, hvad din fedtprocent er. Og det tager heller ikke højde for, hvor meget af din kropsvægt, der er muskelmasse. Personer, der har en høj muskelmasse, kan have et højt BMI uden at være overvægtige. En bodybuilder kan f.eks. have et BMI over 25, men en meget lille fedtprocent. Det samme gælder for andre meget veltrænede sportsfolk.
Derfor kan du kun bruge BMI-tallet til at finde ud af, om du har en sund vægt, hvis du ikke træner meget. Det samme gælder også, hvis du er gravid og derfor helt naturligt bærer rundt på flere kilo, end du plejer.
Beregn din BMI med vores BMI-beregner.
Hvor meget du måler om taljen, kan fortælle dig noget om, hvorvidt du har for meget fedt på kroppen. Abdominalt fedt (mavefedt, red.) øger risikoen for at udvikle flere livsstilssygdomme, viser forskning. Men i modsætningen til, hvad du måske tror, så er det ikke kun det fedt, der sidder som en delle omkring talje og mave, der er problemet. Abdominalt fedt er det fedt, det har opbygget sig i din bughule og omslutter dine organer.
Med et målebånd kan du måle dig omkring taljen lige over navlen. Bagefter kan du tjekke i skemaet her, om du er overvægtig, eller om du umiddelbart har en sund vægt.
Hvad skal mit taljemål være?
Du kan også bruge din talje-hofteratio til at vurdere, om din vægt er sund. Talje-hoftemål beskriver, hvor stor din taljeomkreds er i forhold til din hofteomkreds. Igen skal du have fat i målebåndet. Du finder dit talje-hoftemål ved at dividere dit taljemål med dit hoftemål.
Taljemål: 110 cm
Hoftemål: 100 cm
Udregning: 110/100 = 1,1
Hvis du er kvinde med en talje-hofteratio over 0,9, vejer du for meget. Er du mand, er du overvægtig, hvis din talje-hofteratio er over 0,85.