En mand går stille og roligt på fortovet ved siden af en af Københavns kanaler. Solen skinner, skyggerne lægger flot hen over kajen, og foran ham går et par imod ham hånd i hånd og snakker. Han passerer parret, mens en bil lige så stille passerer på vejen. Han stopper og får øje på vandets overflade, hvordan solen rammer den ujævne overflade. Men stilheden brydes.
Et plask!
Han vender sig hurtigt mod lyden, løber mod kajen og kigger ned. Bilen er faldet i vandet!
Dette var en historie fra det virkelige liv, for et par dage siden i København. Manden endte heldigvis med at redde kvinden ud af bilen. I andre lande kan man også finde, at folk kører i vandet - ofte fordi de har fulgt deres GPS, så fastlåst at de kører galt]. Hvad kan du lære af denne historie? Det skal vi se på i det følgende.
“Jeg er, som jeg er”
Igennem et liv med forskellige situationer, oplevelser, og relationer, så får vi som menneske en forståelse af, hvem vi er. Vi lærer af vores situationer, omgivelser og kontekst. Det skaber en historie eller fortælling, som indkapsler, hvem og hvad vi er. Hvad vi kan lide, hvad vi holder af at bruge tid på, hvordan vi er som personer, hvordan vi interagerer med verden, hvilken slags kunst eller musik vi resonerer med.
Det er kun os der ved, hvordan vi er som mennesker. Det er kun os, der kan sige noget om, hvordan vi ønsker at være i verden.
Det kan give meget sikkerhed og tryghed at vide, hvem man er og hvad man kan lide. Men at have en fastlåst fortælling kan afholde os fra at udvikle os, og spænde ben for vores ønske om at ændre adfærd og vaner.
Vi kan blive for rigide og ufleksible til at ændre vores syn på både verden og os selv. Vi glemmer, at der er forskel på os, og på vores tanker. At vi har et hoved, som konstant er på vagt, sammenligner os med andre, vurderer os, og kommenterer. Vi glemmer at vi kan lægge mærke til vores tanker. Og hvis vi kan lægge mærke til vores tanker, så må det også betyde, lidt filosofisk, at vi ikke er vores tanker.
Prøv eksempelvis at se på disse udsagn:
“Jeg er jo også så [fx stædig, utålmodig, livsnyder mm]”
“Jeg er ikke god til det.”
“Jeg kan ikke lide at styrketræne.”
“Når jeg har tabt mig, så kan jeg endelig..”
Kan man finde beviser for, hvorvidt disse udsagn er sande eller falske?
Ja, det ville man godt kunne.
Men gud ved hvor længe man skulle bruge på at finde beviserne? Tid, man kunne have brugt på at gøre det, der var vigtigt, leve det liv, man gerne ville leve.
Hos Embla har vi erfaring med, at hvorvidt noget er sandt eller falsk, eller hvorfor man tænker udsagn som disse, i mange tilfælde er underordnet. Hvad der er mere interessant, er hvad man konkret gør, når man er i kontakt med de udsagn.
Hvad gør du, når du er i kontakt med tanker og følelser?
Adfærdsmæssigt, så er det nemlig en sammenhæng mellem det vi gør, når vi er i kontakt med en tanke, udsagn, oplevelse, og den måde vi forstår os selv. Hvis vi gør ting, som vi forbinder med at være uden overskud og motivation, så ender vi med at have oplevelsen af at vi er sådan en som er uden overskud og motivation. Se eksempel på følgende:
“Jeg er ikke sådan en, der afslutter.”
“Jeg er B menneske.”
“Jeg er introvert.”
“Det kan jeg jo ikke.”
Jo mere vi 'kommer på krogen’ af dem, altså tror på at de er sande, jo mere har vi det med at handle som om de var sande. Hvis vi gør adfærd, som vi forbinder med 'ikke at være sådan en, der afslutter', så lærer vi, at jeg ikke er sådan en, der afslutter. Altså, hvis vi har tanken, “jeg er ikke sådan en, der afslutter,” og adfærden efterfølgende ikke medfører, at man afslutter opgaven, så kan vi sige at vi forstærker adfærden.
Hvis vi lytter til tanken “Sukker er usundt,” og handler på den ved at spise noget andet end sukker - for så senere at “falde i” og overspiser søde sager, hvad hjælper det så at handle sådan på den tanke?
Prøv at lægge mærke til, om det dit hoved siger er brugbart for dig.
Nogle gange er det. Andre gange er det ikke.
Vi kan sige, at det er tankerne eller oplevelsen som har os, fremfor at det er os, der har tankerne og oplevelsen.
GPS’en
På mange måder, bliver vores hoved lidt som en GPS. En GPS, som konstant forsøger at komme med forslag til veje eller ruter, vi kan tage. “Jeg skal ikke spise sukker nu,” “Det kan jeg altså ikke,” “Så kan det også bare være lige meget.” En GPS, som slet ikke tager højde for, hvor vi er, eller hvad vi har brug for. Og jo mere vi lytter til den, tager dens forslag for gode varer, jo større er sandsynligheden for, at vi - ligesom kvinden i historien - kører i vandet.
Hvis vi ikke kan slukke for GPS'en, hvad kan vi så?
Prøv at se dig selv som en, der indeholder historier, indeholder en GPS, og indeholder alle dens forslag - De er der, men de behøver ikke gøre dig til den, du er.
Der er en forskel på oplevelsen, og den der har oplevelsen.
Så næste gang du står i en situation, når GPS’en kommer frem, når dit hoved siger:
“Så kan det også være lige meget”
“Jeg skal holde mig fra sukker”
“Jeg kan ikke gøre det”
“Jeg er bare så træt”
Så se da om du kan træde tilbage, se på forslaget, og beslut dig for, med alt din erfaring fra tidligere:
“Er det her en vej til jeg vil gå? Eller kan jeg gå i en anden retning, som er mere brugbar for mig?”
I Embla kan din coach hjælpe dig med at navigere i GPS’ens forslag, sørge for du ikke bliver revet med og kører i havnen eller søen. Din coach kan hjælpe dig med at træffe flere af de valg, som tager dig tættere på det liv, du gerne vil leve - også selvom GPS’en kører derudaf.
https://www.rikkekjelgaard.dk/actakademiet/
